Vi lever i en tid, hvor terror er blevet en del af hverdagen, og det sætter naturligvis sit præg hos mange mennesker. Det er trist, men sådan er det.
Nogle bliver usikre på, om de skal rejse på ferie - og på, om der er lande og byer, der er mere usikre end andre.
Det er ganske naturligt at tænke på, og i denne artikel har vi bedt en tidligere jægersoldat og specialuddannet livvagt give sit bud på nogle enkle regler, der er værd at følge, når du er på rejser i udlandet.
Situationsnærvær
Begrebet kendes også som "Situational Awareness", og det kan bedst beskrives som: "Vær opmærksom på dine omgivelser og den øjeblikkelige situation". Faktisk er det en disciplin, der har stor nytte i mange sammenhænge som for eksempel i trafikken i dagligdagen. Men kun få har gjort sig den ulejlighed at træne den, så den fungerer som en autonom funktion, du slet ikke tænker over. Lad os tage et par eksempler.
- Du sidder på en cafe et sted i verden og nyder livet. Brug et par minutter på at betragte "normalbilledet" omkring dig. Kig på typen af mennesker omkring dig, typen af køretøjer og i det hele taget, hvad der foregår. Nu har du normalbilledet, og du vil meget hurtigt fornemme, hvis noget ændrer sig i det normalbillede, som påkræver opmærksomhed. Kommer der for eksempel en bil me mennesker klædt anderledes? Er der nogen , der parkerer en bil og virker nervøse, mens de går fra bilen? Hvis folk generelt låser bilen, når de stiller den fra sig, og en person ikke gør det - ja så er det måske et tegn på ugler i mosen.
- Vær bevidst om, hvor udgangene er, hvis du er på en restaurant eller andet sted indendøre. Noter dig placeringen, så du har et alternativ til at komme hurtigt væk, hvis det er nødvendigt.
- Hvis du absolut skal deltage i noget, der indebærer større folkemængder: Hold dig i midten af mængden og ikke - som det umiddelbart ville virke naturligt - ude i siderne. Et angreb vil for det meste ske enten med et køretøj fra periferien, skydevåben fra periferien eller en bilbombe. En menneskemængde vil som udgangspunkt være et skjold.
Kend lokalområdet
Gør dig bekendt med området, du er i. Vid, hvor den nærmeste politistation er. Lær smutvejene at kende, så du kan bevæge dig væk fra en fare uden at skulle bruge samme vej som alle andre.
Hvis du skal søge dækning
Det er kun i film, at et spisebord yder dækning for projektiler for eksempel. Selv et mindre håndvåben skyder nemt gennem et bord, og terroristernes foretrukne våben - AK47 - skyder med 7.62 projektiler, der i FMJ udgaven nemt penetrerer selv en mur.
Altså: Skal du søge dækning, gælder det om at have så tykt et materiale som muligt mellem dig og angriberne. Solide betonmure, pillerne i et indkøbscenter etc. Og husk at holde dig lavt! Jo mere "fladt", du kan føre dig, jo større er dine chancer for at undgå at blive ramt. Hvis andre falder omkring dig, kan du have held til at blive forvekslet med de døde. Lig stille og bevæg dig IKKE, før politiet er der og melder banen klar.
Hvis du kan barrikadere dig bag en låst dør, skal du sørge for, at der er så meget materiale mellem døren og dig, som det er muligt. Selve døren yder ingen beskyttelse mod projektiler, medmindre der er tale om branddør. Også her gælder det: Kom ikke ud, før du kan få dokumentation for, at det er myndighederne, der har overtaget.
Vigtigt: Husk at leve
Når alt dette er sagt, er det vigtigt at huske på, at hvis du undlader at rejse og at nyde din ferie, har svinebæsterne vundet! Og det skal de ikke. Brug fornuften, når du rejser, se dig godt for og byd dem, der vil begrænse os, trods.
God og sikker ferie!