I går fandt jeg sådan en seddel fra et courier-firma i min postkasse. Der stod på den, at jeg skulle ringe dem op for at aftale, hvornår de kunne komme forbi og aflevere en pakke til mig. Det undrede mig. Jeg har ikke bestilt noget over internettet i lang tid. Og jeg forventer heller ikke nogle pakker – julen ligger langt ude i fremtiden, og der er ikke nogen i min familie, der har fødselsdag. Naturligvis ringede jeg op til firmaet. De bad mig om at oplyse nummeret på forsendelsen. Det gjorde jeg. Og vi fik aftalt, at de skulle aflevere pakken imellem kl. 9:00 og 11:00 i dag.
Nemt nok
Det gjorde de. Nemt og meget bekvemt for mig. Ikke noget med at skulle rende i GLS-shop eller vente i køer. Pakken, der blev leveret, var på størrelse med en af de kasser, som man køber printerpapir i. Sådan A4 i areal og A4 i højden, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men den var ikke så tung som en hel kasse fyldt med printerpapir. Meget lettere faktisk. Det var lidt mærkeligt. Jeg bar kassen ind og satte den på køkkenbordet. Kiggede på den. Der var den der konvolut med forsendelsesoplysningerne. Jeg kunne også se, at den havde været igennem tolden. Men jeg kunne ikke umiddelbart se, hvem afsenderen var.
Nysgerrig er jeg jo
Nysgerrigheden løb af med mig, og jeg fandt hobbykniven frem for at kunne skære kassen og pakke-tapen op uden at ødelægge noget. Jeg plejer nemlig at gemme den slags emballage og give det til min datter, som er helt vild med at lave små projekter af genbrugsmaterialer.
Forsigtigt åbner jeg kassen og kan se, at der er en masse bobleplast i den. Både den type, der har store bobler og den type, der har helt små, bitte bobler. Jeg trækker i bobleplasten. Forsøger at vikle den lille pakke ud, som jeg kan se, ligger inde under alle lagene af bobleplast. Jeg når ind til den lille pakke. Der er en konvolut og en lille æske på ca. 10 cm x 10 cm x 10 cm. Den er fint pakket ind i. Faktisk meget smukt pakket ind. Jeg river indpakningen op og åbner den lille konvolut. I den ligger der et brev fra min sødeste niece. Hun skriver, at hun har lavet julepynt til mig. Hun ved, at jeg samler på speciel julepynt. Hun skriver også, at pt. opholder hun sig i Japan og lærer en masse om japansk kultur. Jeg tænker, at det er lidt mærkeligt. Fejrer japaneren jul? Højst et mindretal. Er de ikke buddhister – noget med shinto, tror jeg. Jeg åbner æsken og finder en temari. Det er en lille bold, som er broderet med et geometrisk mønster. Den er virkeligt flot. Og helt rigtigt, den ligner en af de kugler, man hænger på et juletræ. Den er bare meget flottere. Jeg tager den i hånden. Den er ikke blød, men jeg kan mærke silketråden, der er blevet brugt til at vikle om bolden. Jeg kan høre en lille klokke ringe inden i bolden. En fantastisk gave at få. Fra min niece.
Hjemvendt fornylig
Jeg er lige vendt hjem efter et hårdt år i Afrika. Jeg har været udsendt som medhjælper på et ulandsprojekt, der har været finansieret af Danida. Som sygeplejerske er jeg velkvalificeret og efterspurgt arbejdskraft til opgaver dernede. Og jeg kan godt lide at være der. Der er noget helt specielt ved afrikanerne. Noget som vi, de effektive skandinaver, vi er, ikke forstår. På trods af fattigdommen og sulten, som mange mennesker på det kontinent er udsat for, så er der altså også et mod på livet. En livsglæde, som holder afrikansk kultur i live. Ja, jeg ved godt, at man ikke kan generalisere sådan her. Der er selvfølgelig meget ulykke. Det er forfærdeligt at se små børn med deres opspilede maver på grund af sult. Det er endnu mere forfærdeligt at skulle fortælle en mor, at hendes barn ikke overlevede natten. Man lærer det. Måske bliver man lidt afstumpet, når man arbejder på et meget fattigt hospital, som forsøger at hjælpe syge og sultne mennesker. Eller, ikke måske. Det bliver man. Afstumpet. Det er man simpelthen nødt til for at kunne overleve uden store psykiske problemer sidenhen. Det er også derfor, jeg ikke må opholde mig længere end højst et år ad gangen på de projekter.
Glæden ved flot gavepapir
På det hospital, som jeg arbejdede på, var der mange børn, som var rigtigt glade for mig. De kunne godt lide, at jeg deltog i deres lege. Også selv om jeg ikke kan tale deres sprog. Nogle gange er leg bare den bedste måde at kommunikere på – så sprogkunne er ikke altid nødvendig. Og mange børn er faktisk meget klogere end deres forældre. De har den umiddelbarhed, som bliver høvlet af os, imens vi vokser op, og bliver uddannet. Det bevirker, at de meget nemmere forstår, hvad man siger, når man taler med sin krop og sine ansigtsudtryk. Og at se deres glæde over noget så banalt som for eksempel flot gavepapir er bare så varmende.
Lidt trist at rejse væk
Da jeg var nede for at tage afsked med børnene og personalet på hospitalet, et par dage inden jeg skulle rejse hjem til Danmark, var det en trist dag. Men også en glad dag. Jeg fik mange små tegninger fra børnene på hospitalet. Som afskedsgave. De viser, hvordan vi har leget sammen. Hvordan jeg har skilt mig ud – som helt hvid midt imellem en masse farver. (Og ja, min hud er meget hvid. Næsten gennemsigtigt hvid.) Naturligvis blev jeg rørt til tårer og lovede børnene, at jeg kommer tilbage. Om kun 4 måneder, når jeg er blevet de-briefet, og må rejse ud igen. Jeg tog fra hospitalet med glæde og kærlighed i mit hjerte, og med sorg i mit sind. Men jeg skulle pakke – og ville selvfølgelig have alle de små afskedsgaver, jeg fik med mig hjem til Danmark. Og her løb jeg ind i et praktiske problem: Det er svært at pakke tegninger uden at komme til at krølle dem. Så jeg tænkte, at jeg skulle finde et paprør, som jeg kunne opbevare dem ind i. Men hvor finder man sådan et langt væk fra civilisationen? Jeg brugte måske mere tid på at lede efter paprør end at pakke, inden jeg rejste tilbage hertil.